Der var kun os to og alle de andre. Vi satte os over tidens og rummets eksistens i den uendelige kærlighedserklæring,
som jeg ikke husker et eneste ord af, og som var lige så skyldig i vores ekstase som luften omkring os:
Men virkeligheden åbnede døren og tyngede hovederne til jorden, så jeg ikke længere kunne bevæge mig,
og alting var fuldstændig forfærdeligt - vi havde været så lykkelige i tidløsheden.
Men lyset, som gennemstrømmede mig om morgenen, rensede min krop. Tænk, at solen kan skinne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar